Warrés "Folkestade"
En alternativ stadetype med stærke fordele

Warré with hive

Af flere årsager har jeg længe ønsket at lægge en del af min biavl over på Warré stader, som er en stadetype der, sammen med den tilhørende driftsform, blev udviklet i Frankrig af Abbé Émile Warré. Stadet er både ganske fikst og meget simpelt. Efter min mening, ligger der rigtig meget snusfornuft bag stadets opbygning og den samhørende driftsform.

Warré kaldte selv stadetypen for "Ruche populaire" (Folkestadet) og har beskrevet det og den tilhørende driftsform i sin bog, "L'Apiculture Pour Tous" ("Biavl for alle"). Tolvte udgave af bogen er blevet oversat til engelsk af David Heaf, som har gjort oversættelsen frit tilgængelig. Den kan hentes gratis her: "Beekeeping for all" og er absolut anbefalet læsning - især, hvis man vil forstå Warrés driftsplan og de ovrvejelser der ligger til grund for den. Den fås også på tryk og er efterfølgende oversat til adskillige andre sprog. Samme David Heaf er også forfatter til "Natural Beekeeping with the Warré Hive", som jeg har haft stor nytte af at læse og som også den er udgivet på flere sprog, bl.a. tysk og svensk. Heafs øvrige bøger har jeg endnu ikke haft lejlighed til at læse, men de er absolut på min læseliste.

Hvorfor?

Ved udviklingen af Folkestadet havde Warré tre fokusområder; dels var Warré selv storbiavler (han skriver selv, at han havde 350 stader med bier), så han lagde meget vægt på at reducere arbejdsbyrden i sin driftsform, dels sigtede han efter et bistade der var nemt og især billigt at fremstille, dels ønskede han et stade der gav bierne gode vilkår, ikke blot generelt, men især i forbindelse med overvintringen. Hans fokus på biernes velbefindende, resulterede samtidig i et driftsprincip, der i vidt omfang undgår at forstyrre bierne. Det er et velkendt faktum, at hvert af disse indgreb giver et afbræk der koster honning. Hvad der er mindre kendt er, at indgrebene samtidig ødelægger stadets mikroklima ved pludselig at bringe stadets temperatur, luftfugtighed, signalstoffer og indhold af antibakterielle aerosoler i ubalance - og netop mikroklimaet er en vigtig del af bifamiliens forsvar mod sygdom og parasitter. En grov analogi er at gå ind på den neo-natale afdeling på et sygehus og åbne for kuvøserne mens vi gør rent på afdelingen. De mange store indgreb stresser bierne unødigt, og da jeg selv har stress, så ved jeg hvor meget det kan påvirke immunforsvaret i negativ retning. Mon ikke det samme gælder for bier?

Selv har jeg gennem længere tid følt, at der er noget forkert ved den form for industrielle ("rationelle") biavl der praktiseres i store dele af verden. Store tunge magasiner, driftsformer med voldsomt forstyrrende indgreb i bifamiliernes hverdag, høje løbende omkostninger, meget vedligehold og relativt dyrt udstyr, der hurtigt fylder skuret til bristepunktet. Noget af det "rationelle" giver måske mening for erhvervsbiavlere, men for hobbybiavlere er denne "rationalitet" som oftest alt andet end rationel. En stor del af Danmarks biavlere, mig selv inklusive, er "oppe i alderen" og for os gælder det om at passe på ryggen og undgå tunge, skæve løft - især hvis vi vil blive ved med at kunne holde bier ind i vor alderdom. Desuden stiller den samme industrielle "rationalitet" sig i vejen for bare at nyde arbejdet med bierne - det er ikke blot irrationelt, men direkte dumt!

Skal jeg være ærlig, så er jeg faktisk godt og grundigt træt af det evindelige ræs med med afsmeltning og rengøring af rammer, reparation af rammer, trådning af rammer, ilodning af kunsttavler, håndtering af jomfrutavler, etc. - og især af at løbe tør for brugsklare rammer i tide og utide. Jeg ved, at det kan gøres nemmere. Som det er, føler jeg hele tiden, at jeg er bagefter med rammer, kunsttavler og magasiner, og det stresser mig.

Samtidig irriterer det mig grundigt, at jeg er nødt til at outsource både rammevask og voksbehandling. Dels er det hundedyrt at få gjort ude i byen, dels vil jeg rigtig gerne, af principielle årsager, holde hele vokskredsløbet inden for egne mure, men jeg har haft besvær ved selv at få rengjort rammerne ordentligt og slet ikke råd til at købe støbeforme til at lave mine egne kunsttavler. Dertil kommer "problematikken" med cellestørrelse, hvor mange har indset, at det nok ikke var verdens bedste idé at tvinge alle bier til at bruge nutidens standard cellestørrelse - 5,4 mm. Skulle jeg vælge 5,1 mm, eller skulle jeg fortsætte til 4,9 mm? Beslutninger, beslutninger! Heldigvis for os danskere lader 5,4 mm netop til at være gennemsnittet af de naturlige cellestørrelser for vore breddegrader, nær havoverfladen. Nærmere Ækvator er den mindre. Højere oppe, både i breddegrader og i højde, er den større. Og nej, modsat hvad mange tror, så giver mindre celler ikke færre Varroamider, det får bare bierne til at sværme tiere, hvilket er en af de naturlige måder at holde Varroa i ave. Heldigvis giver Folkestadet bierne lov til selv at vælge cellestørrelse, for de ved nok selv bedst, hvad de har brug for.

Ikke at der er noget nyt i at folk, igen, igen, har ledet sig vildlede, for Warré skrev i sin bog:

    "I landsbyen hvor jeg voksede op havde hver familie sin egen bigård. Hver vinter spiste alle mine barndoms venner en overflod af dejligt brød og honning, lige som jeg gjorde. Tyve år senere var jeg den eneste person der havde bistader. I nogle haver var der et forladt Dadant eller Layens stade, tomt selvfølgelig. Ejerne havde ladet sig friste af reklamerne på nogle af standene på landbrugs udstillinger. De troede, at de kunne gøre det bedre med disse moderne bistader. I virkeligheden forlod de det eneste stade der passede til dem.".
Citatet er fisket ud af 1922 udgaven af L'Apiculture Pour Tous, men det lyder til forveksling som alle de hobbybiavlere der er hoppet med på "rationaliteten" ved de "rationelle" bistader, "rationelle" driftsformer og jeg ved ikke hvad. Lige for tiden nyder "Flow Hive" en del opmærksomhed. Det viser på sædvanlig vis, at vi endnu en gang ikke har taget ved lære, så historien atter en gang har gentaget sig selv. Nogle at de nye, store "fremskridt" er kun fremskridt inden for nogle snævre rammer. Uden for disse rammer (i virkelighedens verden), er det såkaldt "rationelle" ofte decideret irrationelt. Det er Kejserens nye klæder (udgivet i 1837) om igen.

I modsætning til disse forhold har vi så Warrés "Folkestade" og den tilhørende driftsform:

Hvis vi ser på selve materiellet, så er Folkestadet dejlig nemt at bygge. Hvis man er ved at løbe tør for materiel, så smutter man en tur på værkstedet og kan hurtigt bygge det man har brug for. Folkestadet er samtidig - især, hvis man kan finde lødigt genbrugs-træ - billigt at bygge, så allerede på kort sigt luner det gevaldigt på bankkontoen. En udregning af materialeomkostninger for et komplet Folkestade, med bund, fire magasiner, "quilt" og fladt tag, havner, med priser pr. nytår 2022, på 386 danske kroner. Til sammenligning har Swienty et tilbud på et opstablingsstade med rammer og voks til 3.320 kr. Det er 8,6 gange prisen for et Folkestade, eller nogenlunde prisen for fem komplette Folkestader plus en god bidragt plus et stadejern. Det skulle ikke undre mig, hvis materielforhandlerne havde meget negative tanker om Folkestadet.

På længere sigt ligger den virkelige bonus dog ikke i den lave anskaffelspris, men i en kraftig reduktion af både arbejdsopgaver og løbende omkostninger.

Arbejdsopgaverne er til at overskue, for en del af Warrés koncept er, at man åbner stadet så lidt som muligt og så vidt muligt lader stadet passe sig selv. Et normalt tilsyn foregår ved at man bruger sin lille stadehejs til at løfte magasinerne og kigge ind nedefra for at se, om der skal tilsættes et nyt magasin nedefra. Har man ikke en stadehejs, så kan man forsigtigt vippe kasserne, stikke en smartphone ind og optage en lille video. Det kræver lidt øvelse, men er hurtigt lært. Går alt som det skal, vil man typisk kun åbne stadet når man tager honning fra. Følger man Warrés driftsform, så sker det normalt én gang om året, men er man så uheldig at ramle ind i et rapstræk, så bliver man selvfølgelig nødt til at tage honning fra når trækket er slut, for at undgp problemer med "stenhonning". At tage honning fra kan være en eller to operationer, alt efter om man bruger bitømmer eller leger spætte og trommer bierne ned. Jeg foretrækker selv at bruge en bitømmer.

En del af Warrés koncept er, at man overvintrer bierne på egen honning. Det giver god mening, især når man tager mellemkrigstidens forhold i betragtning. Der er også meget der tyder på, at overvintring på sukker, økologisk, eller ej, ikke er godt for bierne. Hvis man vælger at fodre bierne, så er det bedste tidspunkt når den sene honning tages fra - så kan man nemlig benytte lejligheden til at sætte fodermagasin på (eller bruge et tomt magasin til at fodre i) - der er heldigvis mange måder at flå den kat på. Når man har sat et fodermagasin på, så skal det også af på et tidspunkt, for at forebygge kondens, men med Warrés metode (læs bogen) er det meget lidt forstyrrende for bierne. Et alternativ til fodermagsiner er en ganske smart side-fodrer (ca. halvt nede på siden), hvor man forstyrrer bierne minimalt. Jeg ville nu nok lave den så klappen skrånende let væk fra stadet.

Hvis man behandler mod Varroa, så burde sidste gang på sæsonen man åbner stadet være når man drypper med oxalsyre. Vil man holde lidt mere øje med stadets udvikling, så kan man bygge modellen med vinduer i magasinerne. Der kan selvfølgelig blive behov for regulære eftersyn, f.eks. ved mistanke om sygdom eller, hvis et kig nedefra viser sværmceller. Der er dog en voksende gruppe af biodynamiske biavlere der ser sværmning som en fordel - de betragter sværmning som dannelse af småfamilier på den absolut naturligste måde.

En stor del af reduktionen i de løbende omkostninger skyldes, at der hverken bruges rammer eller kunsttavler i folkestadet. Man kan selvfølgelig godt bruge rammer med Folkestadet, men så vil man dels gå glip af den besparelse, dels forringe biernes overvintring (læs bogen). I stedet for rammer bruger man simple toplister, der hurtigt kan skæres af lidt resttræ, sætter en voksleder på og lader bierne selv om at bygge deres vokstavler - i lige nøjagtig de cellestørrelser de ønsker. Det vil sige, at man dels undgår alt det førnævnte besvær med rammer og voks, dels undgår udgifterne til både rammevask og voksforarbejdning. Det, at bierne selv laver al den voks de har brug for og jeg derfor ikke længere skal tilsætte kunsttavler, gør også, at voksregnskabet pludselig hænger temmelig meget bedre sammen. Altså både et løft til økonomien og, for mit vedkommende, en reduktion af stress-niveauet. Jeg er i den forbindelse meget glad for min solvokssmelter. Jeg kan på det varmeste anbefale, at man selv at bygger en solvokssmelter. Vælger man at købe, så skal man være opmærksom på, at de få solvokssmeltere der er på markedet er designet til varmere breddegrader, hvor solen står højere på himlen, så de er ca. 30° fra vandret, mod de ca. 45° der er nødvendige her i landet.

Det smalle, høje Folkestade uden rammer giver bierne gode forhold for en vellykket overvintring. Bier på Folkestadeer skal indvintres på to magasiner. Da klyngen fylder det meste af bredden i magasinet, skal bierne ikke bevæge sig på tværs af tavlerne, og man undgår derfor den situation man ofte ser i "traditionelle" magasiner, hvor bierne sidder og dør af sult i den ene side af magasinet, uden at kunne nå over til de fulde fodertavler i den anden side af magasinet/stadet. Det harmonerer godt med det faktum, at jeg har hørt flere gamle biavlere udtale, at de savnede den gode overvintring bierne havde på de høje, smalle 10x12 rammer, set i modsætning til på de moderne, såkaldt "rationelle" rammetyper.

Warrés driftsform tilgodeser i langt højere grad biernes behov, reducerer biernes stress og styrker derved deres modstandskraft. Ikke mindst fordi stort set alle indgreb foregår nede fra, uden at forstyrre bierne.

En af de ting jeg rigtig godt kan lide ved Warrés driftsform er, at man, efterhånden som bierne udbygger magasinerne, tilsætter de nye magasiner nederst. Derved flytter bierne, i takt med, at tavlerne udbygges, automatisk yngellejet nedad på nybygget voks og ny yngel vil bive opfostret i ren voks. Netop det, er en stor del af den anbefalede strategi for sygdomsforebyggelse. Man udgår altså alt besværet med at danne vinterleje på ny voks, for med Folkestadet sker det helt automatisk og uden de store armbevægelser fra biavlerens side.

Stadehejs til Folkestadet af Kai SerschmarnDer er heller ikke de store løft - forudsat, at jeg bygger mig en simpel stadehejs til at løfte tårnet, når de nye kasser skal tilsættes nederst. Honningen høstes selvfølgelig oppefra. Et Warré magasin har et samlet tavleareal på ca. 96 dm2, mod ca. 173 dm2 for LS. Det vil sige, at et fyldt magasin vejer ca. det halve af et fyldt LS magasin. Den vægtreduktion er noget ryggen sætter pris på - især, hvis man er lidt oppe i alderen.

Man kan med fordel benytte to kasser Warré som lokkestade. Det er så dejlig praktisk, at sværmen allerede fra starten kan etablere sig i de rigtige kasser.

Modsat hvad mange tror, så er det ikke det store problem at få honningen ud af tavlerne fra et Folkestade. Slynger man sin honning, er det en lille bitte smule mere omstændigt at slynge honningtavler uden rammer, men det går fint, hvis blot man støtter tavlen under slyngningen, f.eks. i en kurv, som Warré selv gjorde, eller med et gitter. Skulle en tavle skride sammen under slyngningen, så gør det ikke noget, for voksen skal som hovedregel afsmeltes bagefter. Har man ikke adgang til en slynge, så er der flere alternativer. Vi er selv de lykkelige ejere af en frugtpresse som egner sig fint til at presse honning, men man kan sagtens lave sin egen honningpresse - den her ser rimelig overkommelig ud. Mindre kan nu også gøre det: På engelsk kaldes det "crush and strain". Hak honningtavlerne i stykker og kom dem i en si der dræner ned i en skål. Det var sådan vore forfædre gjorde. På den måde kan man også nøjes med at håndtere små mængder ad gangen, f.eks. en enkelt tavle. Selv kan vi kan ofte helt undlade slyngningen, da vi har aftagere der faktisk foretrækker tavlehonning - og så er vi pludselig foran igen.

OK, træerne vokser heller ikke ind i himlen. Stadetypen har også nogle udfordringer:

  • En del af prisen for fordelene er, at man høster mindre honning pr. stade, sammenlignet med en "rationel" driftsform, da bierne bruger en del honning på at bygge deres egne tavler. Nå, og hvad så? For mig er det absolut til at leve med. For bierne har det den fordel, at de har fuld kontrol over cellestørrelsen. Det med mængden af honning er nu nemt klaret: Med den lave anskaffelsespris, den lave arbejdsbyrde og de nærmest ikke-eksisterende løbende omkostninger, så bygger man blot et ekstra stade. Nu er vi så foran igen.

  • Bruger man Folkestader, så er der to metoder til bekæmpelse af Varroa man må vinke helt farvel til, nemlig droneyngelfratagelse og indespærring af dronningen. Det er der så flere der mener er en ren fordel og ikke en ulempe. Min egen holdning er, at droner, foruden at være nødvendige for at dronninger kan blive parrede, sandsynligvis også har andre roller i familien. Hvis en familie skruer op og ned for droneproduktionen, så har de vel en mening med det. Bierne ved det helt sikkert bedre end jeg, så det vil jeg helst ikke blande mig i. Vores høns mener dog helt bestemt, at der skal tages droner fra, for de er fuldstændig vilde med dronetavler. Myresyrefordampning og oxalsyredrypning kan selvfølgelig stadig praktiseres, når blot man er opmærksom på doseringen. Dannelse af småfamilier er selvfølgelig heller ikke noget problem - det er tværtimod nemmere.

  • Jeg har måttet konstatere, at et højt tårn af Warré magasiner ikke er den mest vind-stabile konstruktion. Godt læ, eller en eller anden form for afstivning, evt. i form af fastspænding, er en nødvendighed i kraftigt blæsevejr. Ved høje tårne uden læ, er det ikke nok blot at spænde stadet sammen, det skal holdes oprejst. Det samme gælder nu for de fleste opstablingsstader.

  • Man må indstille sig på, at bier sværmer mere, hvis man benytter Warrés driftsform, end ved en "rationel" driftsform, af den simple årsag, at man ikke så tit kontrollerer yngellejet. Der er nu mange tilhængere af "naturlig biavl" der ser sværmning som en fordel. For mig er det absolut til at leve med, men jeg ser det som en klar opfordring til at få sat nogle flere lokkestader op på ejendommen - det skulle jeg nu alligevel for der er en anden bigård (med "rationelle" stader) i nærheden der er flink til at forære mig et par sværme om året.

  • Man er stort set nødsaget til at anskaffe den før omtalte stadehejs, for helt at kunne undgå tunge løft ved tilsætning af tomme magasiner. Hejsen kan man heldigvis selv bygge, eller man kan få en kammerat til at bygge den. Her er der mulighed for en lille nicheproduktion. Jeg ser selv stadehejsen for en kæmpe fordel.

Hm, fik jeg lige vendt de fleste af udfordringerne til positiver? Det gjorde jeg vist. Enten er jeg en håbløs optimist, eller også har jeg virkelig fat i den lange ende med Folkestadet.

Konklusion:

Er Folkestadet stadet det idéelle stade? Næppe! Folkestadet er, til mine behov og min økonomi, absolut en af de bedre muligheder. To andre stadetyper der ville passe rigtig godt til mine behov er den oprindelige Varbergskupan (Bitidningen februari 2003), udtænkt som en variant af Smålandskupan, og langstader med en smal, dyb ramme. Jeg glæder mig også til at få tid og råd til endelig at få bygget og afprøvet et horisontalt toplistestade i bedste Phil Chandler-stil. De tre sidste stadetyper koster dog alle koste væsentlig mere at bygge end Folkestadet (så det bliver ikke liiige med det første). Et horisontalt Top Bar Hive (hTBH) har de samme løbende omkostninger som Folkestadet - næsten ingen. De to andre typer bruger begge rammer, så med dem er der ingen besparelser, hverken på de løbende omkostninger, eller på vedligeholdelsen. Alle tre har dog elimineret behovet for tunge løft.

Jeg glæder mig til at komme videre med at afprøve Warrés stade og driftsform. Der skal selvfølgelig holdes et vågent øje med Varroa (der først kom på banen i Europa efter Warrés død), men jeg har grund til at tro, at Warrés driftsform vl hjælpe bierne med at sameksistere med Varroa (gensidig tilpasning, fuldstændig som mennesket og covid-16 Omikron). Uanset de markante fordele og de ¿mindre? ulemper der er ved Folkestadet, så vil jeg, i de mindste indledningsvis, bruge dem side om side med mine NM stader. Det ene udelukker nemlig ikke det andet, og jeg har investeret en masse tid, penge og energi i mit traditionelle grej. Det ville være tåbeligt at tage springet uden en grundig afprøvning først. Der er faktisk flere ting fra Warré's driftsform, som jeg enten har praktiseret uden at vide det, eller vil forsøge at overføre til min "normale" driftsform. F.eks. overvejer jeg at bruge noget lignende Folkestadets dækkasse til at forbedre indeklimaet i mine NM stader.

Overfladebehandling? Yakisugi (焼杉), en proces hvor man forkuller træets overflade. I Japan er der tradition for at bruge flamme-hærdet træ, især cypres, til udendørs konstruktioner.

Ceterum censeo gravibus levo esse delendam.

-oOo-

Erfaringer:

Jeg vil hen ad vejen forsøge at beskrive mine erfaringer med Folkestadet, men først skal jeg have fat i nogle materialer. Træ er blevet ganske dyrt, så der er en hel del at spare ved at bruge genbrugstræ. Jeg er dog ret sikker på, at vejen går inden om det lokale savværk inden længe.

Warré magasin2013.06.21: Jeg har lavet tre magasiner af 15 mm træ, komplet med toplister. En godstykkelse på 15 mm er nok lidt vel tynd til en overvintring, men riget fattes som sagt penge, især da vi er midt i en ombygning, og jeg har ganske belejligt en bunke liggende af de 15 mm profilbrædder vi pillede ned i forbindelse med vores ombygning. På denne måde, kan jeg i det mindste være klar, hvis der skulle komme en sværm. Når jeg laver de varige kasser, vil jeg, af hensyn til isoleringsevnen, bruge en godstykkelse på 25 mm. Rammen til dækkassen er også klar, og mangler kun at få en bund af sækkelærred.

2013.06.23: Lavede bunden nogenlunde efter bogen - med behørigt hensyn til godstykkelsen på kasserne. Fremtidige bunde bliver sandsynligvis med Varroa-bund med lukket skuffe. Jeg skal lige i tænkeboks, så jeg får noget der, så vidt muligt, tilfredsstiller både Warrés ånd og driftsform, samtidig med, at det opfylder kravene til en god Varroa-bund. Det bedste af to verdener, håber jeg.

Morgendagen skulle gerne se dækkassen gjort færdig, og taget påbegyndt. Ikke at forglemme dækklædet.

Opdatering: Dækklædet er behageligt at arbejde med. Dækkassen skal man lige vænne sig til, men den er rigtig god til at lade fugten passere - overraskende nok havner fugten helt oppe i toppen af materialet, mens materialet i bunden føles tørt. Det vil sige, at fugten også fjernes fra dækklædet. Jeg tror, at det vil være relevant med nogle ventilationshuller med trådnet øverst i dækkassens sider.

Jeg har lavet en sværmhenterkasse inspireret af David Heaf's lokkestade. Den fungerer glimrende og det er dejligt nemt at flytte sværmen over på Warré magasiner når man kommer hjem. Vend sværmkassen på hovedet, tag bunden af og sæt et Warré magasin på kassen. Bierne kravler selv op i magasinet. Andre magasinstørrelser kræver blot en simpel tilpasningsramme. En foderplade burde virke fint som tilpasning.

Det er min mening at sætte en del lokkestader op på ejendommen og i nabolaget. Dels har bierne i en større bigård i nærheden sværmet flere gange, dels er mine egne baghavebier ikke helt fri for at være "flyvelystne". Et Folkestade med to kasser har et rummål der nærmest er perfekt til det formål.

Jeg fik hurtigt lavet flere magasiner af nogle stumper tyk krydsfiner vi fik til overs. De får nok begrænset levetid før de går i opløsning, men de kostede kun en håndfuld skruer (og lidt tid) at lave. De fungerede glimrende.

Jeg nåede faktisk at få gang i to stader. Jeg satte en sen sværm i det andet stade, men desværre nåede de ikke at etablere sig godt nok før indvintringen. De havde simpelthen ikke tavlebyg nok til deres vinterfoder, så de døde af sult. Morale: Hvis en sen sværm skal kunne nå at blive klar til indvintring, så skal den stopfodres. Eller have et magasin med udbyggede tavler, men først når de har siddet tre dage - for at forebygge bipest.

Folkestadet er vindfølsomt og en af årets storme kom lige netop fra den eneste retning, hvor der ikke var læ i bigården. Hvis et Folkestade vælter før bifamilien har udbygget vokstavlerne med vedhæftning til kassens sider, så er der stor sandsynlighed for, at deres tavlebyg brækker. Morale: Læ, eller i det mindste væltesikring, er en absolut nødvendighed.

(laaang pause)

2021.12.23: Af personlige årsager var jeg desværre nødt til at holde nogle års pause fra alle eksperimenter, inklusive Folkestadet. I mellemtiden er der sket lidt forskelligt:

Jeg skrev tilbage i 2013 om, at jeg, på grund af de mange sværme jeg blev kaldt ud til, blev tvunget til at tage mit gamle Norsk Mål grej i brug igen. Det viste sig at være en god ting, for det var faktisk lidt som at komme hjem igen efter en lang tur. Ikke nok med det, men jeg fik senere valideret min gamle mistanke om, at NM, ved nøjagtig samme vilkår, giver en bedre overvintring end Langstroth. To gode grunde for mig til ikke at fortsætte med LS. Jeg tog derfor tyren ved hornene og forærede alt mit Langstroth grej til vores lokale forening, Skanderborg Biavlerforening, så foreningens medlemmer kan prøve at arbejde med det (§%#!) rammemål. Det lettede!

Mens jeg var i gang, så forærede jeg næsten alt det Warré grej jeg havde til min gode ven Torben, da han også gerne ville prøve Folkestadet. Ingen grund til at lade kasserne stå tomme, når der var brug for dem andetsteds.

Nu vil jeg så i gang igen. Denne gang skal det gøres rigtigt fra starten - 25 mm douglasgran, med meder af lærk på bundene, stabile stativer og ordentligt forberedt på blæsevejr. Muldvarpen skal en tur op af lommen før den nye (sværm)sæson.

Apropos sværmsæson: Her i sommer fik vi for øvrigt set et lokkestade i funktion på nært hold. Vi stod udenfor, da der kom en sværm flyvende lige hen over tagryggen på huset og satte sig i et lokkestade der stod få meter bag os. Fascinerende!

2022.01.08: Væltesikring? Piece of cake. Der er to udgaver.

Den simple løsning er at bruge en spænderem til at spænde de to kasser stadet består af om vinteren fast til et stabilt underlag.

Den mere stabile, men sjældent nødvendige, løsning er at bruge to stykker vinkeljern, typen med masser af huller på langs (som en lagerreol), et stykke hver på to diagonale hjørnekanter, holdt fast med spænderemme. Vinklerne skæres ud i længder der passer til to magasiner og en "pude". Er stadetårnet højere, spændes flere stykker i forlængelse, med overlap fra 10 cm (der er kun en pude) til 30 cm (ulige antal magasiner) - det er så her hullerne kommer i spil. Øverst på hver skinne kan sættes en øsken eller krog, hvori barduner kan fastgøres, så tårnet kan væltesikres på samme måde som en sendemast. Denne metode vil kun have relevans i sæsonem, for om vinteren overvintres bierne på to magasiner.

 

Kommentarer og idéer modtages på ping@bimesteren.dk

Opdateret